Vi pløjed og vi så’de

Vi pløjed, og vi saa’de
vor Sæd i sorten Jord,
saa bad vi ham os hjælpe,
som højt i Himlen bor.
Og han lod Snefald hegne
mod Frosten barsk og haard,
han lod det tø og regne
og varme mildt i Vaar!

Ref
Alle gode Gaver,
de kommer oven ned,
saa tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans Kjærlighed.

Det er jo ham, hvis Vilje
opholder alle Ting,
han klæder Markens Lilje
og runder Himlens Ring.
Ham lyder Vind og Vove,
ham rører Ravnens Nød,
hvi skulde ej hans Smaabørn
da og faa dagligt Brød?

Ja, tak, du kjære Fader
saa mild, saa rig og rund,
for Korn i Hæs og Lader,
for godt i allen Stund.
Vi kan jo intet give,
som nogen Ting er værd,
men tag vort stakkels Hjerte,
saa ringe som det er!

 

---

Vor gud han er så fast en borg

1.Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.

2.Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.

3.Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

4.Guds Ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

 

---